Case 2.  I denne case vil jeg gerne undersøge om de fire forskelige elevtyper og den måde man forsøger at fange og motivere eleverne på gennem undervisningen.  

Jeg mener at for at motivation finder sted hos eleven så er det vigtigt at gøre det klart for eleven hvad det er han/hun er i gang med at lære og hvorfor han/hun lærer det, hvordan anvender han det lærte og hvor bliver det brugt. Jeg mener, at når man underviser så er det vigtigt, at man gør brug af de tre hovedspørgsmål: Hvorfor, hvordan og hvad undervises eleverne i. Man skal huske som lærer at undervisningen kun fungerer i det, at eleverne kan gennemskue hensigten/meningen og kvaliteten i undervisningen. Det betyder ikke at jeg som underviser kun skal undervise eleverne i de ting de synes er interessant for dem, men at vi gennem kommunikation og dialog skal gøre det forståeligt og meningsfuldt for eleverne, ved hjælp af de tre hovedspørgsmål: Hvorfor, hvordan og hvad de bliver undervist i.

Man skal tage mange ting i betragtning som lærer. Umiddelbart virker det meget nemt at man bare skal sørge for at eleverne har været igennem de målepinde de nu skal, så læren kan sætte kryds i sin bog ”gjort færdig” Men lærer eleverne så noget? Var mine svage elever virkelig svage, eller tog jeg ikke deres evner, muligheder eller baggrund i betragtning? Ved hjælp af forskellige undervisningsmetoder har man mulighed for at hjælpe eleverne til at opnå en læring der giver dem en bedre forståelse, af det lærte og ikke bare en ”papkasse” af unødig viden i hjernen som ikke kan sættes sammen med den verden, og de omgivelser eleven er i. Det sætter dog også mig som underviser på ekstra arbejde når der skal videregives læring. Blot fordi en elev kan forstå det lærte, og nemt kan sætte det sammen med praksis, er det ikke sikkert at alle andre elever forstår det samme. Man skal sikre at eleverne er klar til at lære at lære, og først derefter kan man begynde undervisningen. Jeg ser Illeris læringstrekant som en fremadskridende handling hvor fokus kan være meget forskellig fra elev til elev. Nogle elever har brug for at få hjælp til at komme fra indholdsdimensionen til drivkraftdimensionen, hvor andre elever er meget selvhjulpne. Samspilsdimensionen er det bindemiddel der får de to andre dimensioner til at hænge sammen, både for den dygtige og mindre dygtige elev. Transfer (Aarkrog)kan være en indviklet proces, hvor det er nødvendigt at eleven har evnen til at abstrahere for at kunne lære eller at kunne ændre læringen til noget nyttigt i deres virke, og eleven skal kunne tænke abstrakt for at danne forbindelse mellem det lærte og praksis. Nogen elever har nemt ved at omdanne teori til praksis, andre har brug for hjælp til at komme i gang. Det kan lade sig gøre ved at skabe læringssituationer der minder om det eleven kommer ud for i praktikken hos mesteren. Der er mange elever der har det svært ved at komme fra læring til praksis, og derfor er der mange elever der har svært ved at anvende det de har lært.